lørdag den 20. september 2008

Industriminder - kort og godt

Sidste år udpegede Kulturarvsstyrelsen 161 steder i landet som de særligt bevaringsværdige industriminder. At udvalget var tendensiøst og tilfældigt er der ikke noget at gøre ved nu.

Heldigvis kan man nu besøge de 161 steder på Google Earth. Det er informationsarkitekt Søren Johannessen, der på eget initiativ har lavet et såkaldt mash-up, så de industrielle highlights kan findes ud fra et kort. Læs mere om det her.

Måske bliver det muligt at lave sin egen rute igennem det industrielle landskab - som jeg sidste eftersommer skrev om på bloggen, at flere europæiske lande arbejder sammen om at muliggøre?

Teknikken kan jo bruges til at kortlægge alt muligt andet - mulighederne er jo næsten uendelige. Så lad os håbe på en mangfoldighed af mashups, med kirkeruiner, andelsfrysehuse eller landsbyer med navne på kun én stavelse.

søndag den 17. august 2008

Europas digitale kulturarv

Lige om lidt bliver alle Europas kulturskatte digitaliserede. Det sker takket være en bevilling på 120 mill. EUR, som EU-kommissionen spenderer på opgaven de næste par år.

Kommissionen indrømmer dog, at der skal langt flere penge til, og at medlemsstaterne selv må spytte i bøssen, hvis det skal lykkes at få de 2,5 millarder bøger, der står på Europas biblioteker, gjort digitale.

I Norge er man allerede gået igang (selv om landet ikke er medlem af EU). Her har Nasjonalbiblioteket digitaliseret omkring 1 million bøger og andre objekter. Man regner med det varer mindst 15 år, inden man er helt færdig!

Så det bliver "et langt lærred at blege", som nordmændene siger om opgaver, der tager lang tid. Men der er dog en strategi, og man er gået i gang.

I Danmark har man så vidt jeg ved ikke nogen landsækkende plan for digitalisering af kulturarven. For hvad er det, der skal gøres digitalt? Hvilken ende skal man begynde med? Det er næppe en løsning blot at starten med "A" på Det Kongelige Bibliotek.

Efterspørgsel, bevaringshensyn og meget andet må være en del af planen. Hvem lægger den?

tirsdag den 12. august 2008

Det dialogiske sted

Danmarks Biblioteksskole har en antologi i støbeskeen om digital formidling af kulturarv. Heri vil der nok være en uddybning af argumentet om, at man ved at lægge kulturarven på nettet får en en mulighed for at sætte historiske begivenheder ind i en aktuel kontekst.
Og antologiens redaktør, Niels D. Lund, mener, at digital, historisk formidling må suppleres med en wiki, så brugerne kan få afløb for deres lyst til at skrive med på og nyfortolke historien.
I kan læse lidt mere om det her: http://www.db.dk/nyheder/default.asp?cid=8109

lørdag den 26. juli 2008

Erfaringer med sociale tjenester

Efterhånden er der en hel række museer, som anvender forskellige sociale tjenester i en række af sammenhænge. Men jeg har ikke set særligt mange arkiver på fx facebook eller youtube. Også for arkiver er der en række mulighedre i de sociale netværker, og jeg er derfor lidt interesseret i, hvilke erfaringer arkiverne har på dette område? Og fra hvilke netværk?

mandag den 21. juli 2008

Ny hjemmeside for Historiens Hus i Odense

I november 2006 slog Lokalhistorisk Bibliotek og Stadsarkivet dørene op til en ny, flot læsesal på Klosterbakken 2, Odense, under navnet Historiens Hus.

Siden da har byens borgere kunnet finde aviser, bygningstegninger, billeder og meget andet lokalhistorisk materiale ét sted.

Nu tages skridtet fuldt ud, også i den digitale verden.

Den 1. juli åbnede http://www.historienshus.dk/, en fælles hjemmeside for de to institutioner, hvor man kan finde hele 220 nye sider med lokalhistorisk materiale. Slægtsforskere kan have glæde af Odensedatabasen med oplysninger om 1700-tallets odenseanere, eller afskrifterne af retsprotokoller fra 1600-tallet, som nu for første gang er lagt ud på nettet. Almindeligt historisk interesserede kan nyde de mange små byhistoriske artikler i opslagsværket Om Odense eller læse om skildringer af Fyn i litteraturen.



Der er beskrivelser af de store samlinger i Historiens Hus: Bøger, billeder, film, kort og meget andet. Som en markering af åbningen kan du på forsiden finde en introduktion til alle sektionerne.
Og hvis du har mod på at hjælpe til i en lokalhistorisk opgave, kan du studere siden "Efterlyst!", der indeholder gamle billeder med personer, som arkivet ikke kan identificere. Måske kan du!

mandag den 16. juni 2008

Historielaboratoriet

Det Historiske Hus i Odense (ikke at forveksle med Historiens Hus) har med Rasmus Dalberg og Susanne Willers i spidsen, lavet et rigtig sjovt og spændende site til historieformidling.

Historielaboratoriet er foreløbig opdelt i to dele: "1807 - Københavns bombardement" og "Flammen og Citronen".
Begge dele er rettet mod 7.-9. klasse, samt 1. og 2. G, og lægger stor vægt på den visuelle, interaktive formidling. Der er mulighed for at spille og se fakta fremvist på forskellig vis.
"1807 - Københavns bombardement" har et ekstra twist ved at lægge vægt på kontrafaktisk historie: Hvad ville der være sket, hvis....
"Flammen og Citronen" tager udgangspunkt i filmen og filmens baggrundsmaterialer, samt interview og andre oplysninger om de personer, som filmen tager udgangspunkt i.

Det er godt at se, hvordan internettet giver mulighed for at formidle fag som f.eks. historie. Jeg håber, at Historielaboratoriet har mere godt i vente med flere perioder af Danmarks historie, og jeg håber ligeledes, at folkeskolen får øjnene mere op for alle de tilbud og supplementer, der er til undervisningen, på nettet.

lørdag den 7. juni 2008

En national lokalhistorisk wiki?

Flere steder i landet har man taget initiativ til en wiki om lokalhistorie. En glimrende kombination af det lokalhistoriske leksikon, der findes en del steder, og 2.0-princippet.

Men jeg spekulerer på, hvorfor sådan en wiki kun skal være lokal. I Norge har man sat en national, lokalhistorisk wiki i søen. Hvis du vil vide noget om et sted i det land, der engang var den nordlige danske provins, så kan du starte her. Hvornår rutebilstationen i Larvik blev oprettet? Jo, det var i 1928! Du finder det på et øjeblik, og behøver ikke kende url'en til hverken bibliotek, arkiv eller museum i det pågældende område.

Jeg kender slet ikke teknikken bag sådan et wiki-væsen, men der er nok ikke den store forskel på, om den rummer 100 eller 100.000 artikler.

Så hvorfor laver vi ikke sådan en landsdækkende lokalhistoriewiki i Danmark? Hvis én af de store organisationer eller institutioner på kulturarvsområdet sørger for teknikken, så lover jeg, at skrive den første artikel!

onsdag den 14. maj 2008

Intet er for småt

Nogle af DR's regioner har på deres hjemmesider fået et nyt tilbud der hedder Byhistorisk Arkiv. Det fungerer simpelt: Man skriver sine erindringer, klikker på "tilføj", hvorefter de bliver publiceret på siden.

DR skriver selv om tilbuddet: "Deltag med det du husker fra gamle dage. Hvordan var det at være ude at tjene, kan du historien om en af de lokale bygninger, hvornår kom jernbanen til din by, eller noget helt andet. Intet er for småt..."

Nu stammer jeg selv fra den landsdel, hvor det nye virtuelle "Byhistoriske Arkiv" findes, så jeg kunne da godt bidrage med mine lykkelige barndomsminder. Selv om jeg aldrig har været ude at tjene - det gjorde man ikke så meget i 1970'ernes provinsbyer - og jernbanen var forlængst kommet til byen, da jeg blev født. Til gengæld var jeg med, den dag den blev nedlagt... (Måske er jeg ikke helt gammel nok til at være i målgruppen for det her projekt?)

For en medievirksomhed med ondt i økonomien er det jo en fantastisk mulighed for at generere indhold og skabe trafik på sine websider. Til gengæld kan det undre lidt, hvorfor DR, der som regel holder den journalistiske fane højt og lægger vægt på kvalitet i nyhedsformidlingen, kaster sig ud i at videregive helt ubearbejdet erindringsstof fra det lokalhistoriske overdrev sammen med dagens nyheder.

Og når man ligefrem efterlyser historier, hvor "intet er for småt", står det i skærende kontrast til det nyhedskriterium, der ellers er i højsædet hos DR.

Når lokalhistorien går på nettet, skal man passe på ikke at gøre den til ren underholdning og fyldstof. DR kunne istedet gøre det til et satsningsområde og sætte fornuftige folk til at hjælpe med formidlingen. Som f.eks. BBC i England gør med Family History .

onsdag den 23. april 2008

Hvem kommer først?

Der var engang, hvor man konkurrerede i ædle discipliner, som f.eks. at komme først til Nordpolen eller hurtigst til Amerika.

I vores verden ser man også ind imellem en kappestrid, men her går sporten ud på at være først med det sidste nye, når det gælder om at digitalisere arbejdet med kulturhistorien.

En del af de mange, spændende digitaliseringsprojekter og gode tiltag for at bruge det sociale internet på arkiver og museer, lanceres i hast, næsten inden de er kommet igang. Nyheden om, at "nu går projektet snart igang" er vigtigere end "nu er vi snart færdige".

I ABM-verdenen dukker der hele tiden nye projekter op. Men er der nogen, der tager sig tid til at vurdere, om der i virkeligheden er et brugbart værktøj på markedet, inden man udvikler et nyt?

I flere år har én statslig myndighed udviklet af et redskab til formidling af den lokale kulturarv. Nu kommer en anden statslig myndighed så med et initiativ, som måske ender med at kunne det samme. De to myndigheder bor vist endda i samme hus!

Det kan godt være, at man skal skynde sig, men det er ingen skam at gøre det langsomt.

onsdag den 9. april 2008

Engelsk inspiration

I midten af marts drog vi tre personer, Henning Sørensen (Dragør Arkiv), John Jensen (Varde Museum) og jeg, afsted fra Lokalhistorisk Netværk på studietur til England. Vi havde fået midler fra Edvard Pedersens Biblioteksfond til at se på arkiv-, biblioteks- og museumsinitiativer derovre - så det gjorde vi! Vi blev præsenteret for nogle rigtig spændende projekter og engagerede mennesker og fik en masse ny inspiration med hjem. Nogle af projekterne er der linket til i Lokalhistorisk Netværks Erfaringsbank under temaet International inspiration - og snarest muligt kommer der også en fyldig beretning fra vores tur på Lokalhistorisk Netværks hjemmeside. Når beretningen er på, sætter jeg lige et link ind på Netværksbloggen.

tirsdag den 4. marts 2008

Footnote.com

Nu har lokalhistorisk Netværk og mange andre i ABM-sektoren flirtet med web 2.0, men der er intet, som er i nærheden af det, som en god kollega præsenterede mig for - et fantastisk web 2.0 projekt, som foregår i USA.

Footnote.com er en stor social website, som ligger inde med over 25 millioner indscannede dokumenter, billeder o.lign. Herunder tekster fra den amerikanske revolution, Lincoln attentatet, forskellige FBI sagsmapper og UFO raporter fra Project Bluebook.
Derudover er der et mekka for slægtsforskere i form af indscannede passagerlister fra skibe, dåbsattester, fødselsattester, dagbøger, breve og meget mere. Eftersom private selv sidder og scanner disse dokumenter ind, er der ingen grænser for, hvad man kan finde.

Der er ligeledes mulighed for at søge i de amerikanske arkivers digitaliseringer, og der er mulighed for brugergenerede registre. Så hvis man læser et gammelt brev, så kan man markere et navn, sted, etc. og lave det til en del af registret, så næste gang der bliver søgt på navnet, vil dokumentet figurerer i posterne.

Som Footnote.com selv skriver:
“We want to be more than just another record repository on the Web,” says Wilding. “We are building a social environment where people can share, collaborate, and discuss their discoveries with family, friends, and others with similar interests.”

Så vidt jeg kan se, er det et gratis site, men det udelukker selvfølgelig ikke, at der kan være begrænsninger.

Prøv at besøg siden - TÆNK, hvis vi havde lignende i Danmark - enhver historikers og slægtsforskers drøm.

onsdag den 6. februar 2008

Mere om mash ups

Jeg fik nyhedsbrev fra det norske Lokalhistorisk Nettverk, hvori der var et link til Bibliotekslaboratoriet i Norge. Bibliotekslaboratoriet er en slags legeplads for netudvikling på biblioteks- og ABM-området i Norge. De har lige afsluttet en konkurrence om bedste mash ups på biblioteks- og det lokalhistoriske område:http://www.biblab.no/blog/archive/2007/12/14/vinnerne-er-karet.html. På siden og i den tilhørende wiki er der faktisk rigtig mange gode ting, både om mash ups og lignende og generelt om web2.0 mv.

tirsdag den 15. januar 2008

Lokalhistoriske mash-ups

Dette her er en henvisning som jeg har tyvhugget fra Esben Fjords blog (hold øje med den iøvrigt den er oftest ret genial og fuld af interessante ting! http://esbenfjord.dk ).

Det drejer sig om et par rigtigt fine eksempler på, hvordan man kan bruge GoogleMaps til mashups med lokalhistorisk indhold. http://hyperlokal.dk har lavet en fin lille ting om Nykøbing Falster (der, hvis sandheden skal frem i denne snævre kreds, faktisk er min fødeby - derfor den overvældende interesse ;-)

Kunne det ikke være interessant at samle eksempler på lokalhistoriske mashups her på bloggen?

Bibstream

I sidste uge gik bibliotekernes Bibstream-projekt i luften.
"Optag, upload og del – det er filosofien bag BIBSTREAM, som nu giver alle filmentusiaster mulighed for at dele deres film og hjemmevideoer med andre. BIBSTREAM er de danske bibliotekers helt nye kanal, som vil arbejde på at samle borgernes egne kort-, dokumentar- og lokalhistoriske film, så de fremover kan findes på ét sted.
Der ligger allerede over 150 kort-, dokumentar- og lokalhistoriske film, som er produceret af landets filmværksteder, medieskoler, lokalarkiver og videoamatører, og flere er på vej. (...)
BIBSTREAM kobler en interaktiv brugervinkling på, så brugerne selv kan kommentere, tagge, rate og interagere på sitet. Nu får bibliotekerne også muligheden for på en ukompliceret måde at bevare alle deres fine lokalhistoriske film ét sted med tilgang for alle.
BIBSTREAM´s mål er at blive eksponent for nye instruktører og producenter fra græsrodslaget i dansk film. Derfor kan man bl.a. også uploade lange film i 16:9 format, give den relevante tags og links og komme i dialog med andre filmskabere og brugere.
BIBSTREAM vil også arbejde på, at den danske filmskat kommer på nettet. På landets biblioteker og i de lokalhistoriske arkiver ligger der en masse historiske film, som kan digitaliseres og gøres tilgængelige for alle. BIBSTREAM vil sætte gang i nye projekter med det formål. Klik ind på www.bibstream.dk og få dig en god filmoplevelse eller giv andre en!
BIBSTREAM er et udviklingsprojekt etableret i samarbejde mellem bibliotekerne i København, Randers, Viborg, Herning og Århus, med støtte fra Biblioteksstyrelsen. BIBSTREAM samarbejder bl.a. med DK4, Den Europæiske Filmhøjskole, Animation Workshop i Viborg, Århus Filmværksted, Odense Filmværksted samt musik- og filmbranchen m.fl." (Klip fra pressemeddelelse).
Spændende projekt, ret web2.0-agtigt - og det ser endda ligetil ud at uploade sine film. Det kan da blive rigtig interessant, hvis Bibstream faktisk bliver brugt til lokalhistoriske film fremover, så man som borger kan gå ind ét sted og kigge efter lokalhistorien rundt omkring i landet. Og igen er det Google Maps, der er på banen. Eneste anke er, at man skal installere et lille program på sin computer for at kunne se filmene på Bibstream, og det kan for nogle godt være lidt besværligt, hvis man f.eks. arbejder på et administrativt netværk.

tirsdag den 8. januar 2008

Helligtrekongersfrokosten

Altså... jeg har nu bestilt bord på Det lille apotekl til den 11 kl. 15 - men jeg kan se at nogle har været inde og ændre deres stemmer ;-) er det en dårlig dag? Skal jeg afbestille? Eller holder vi fast.

Historien i civilization-stil

Jeg så lige i Historie Online, at nu skal Svenskekrigene laves til computerspil a la strategispillet Civilization - spændende ide, synes jeg. Der er minikonference i Nyborg d. 18.januar om spillet og mulighederne i denne formidlingsform. Som de skriver: "Med et sådant spil, hvor indholdet skulle være baseret på forløbet i Karl-Gustav krigene, vil man bl.a. kunne nå en målgruppe, som ellers ikke kommer ret meget på museerne. Spillet skulle udarbejdes i samarbejde med firmaet 1410. Idet udviklingen af et sådant spil dels kræver en hel del baggrundsmateriale af historisk art dels nogle økonomiske ressourcer, er det en forudsætning, at flere byer og museer er interesseret i at deltage.Derfor inviterer firmaet 1410 sammen med Nyborg Museum til en minikonference om spillet og dets muligheder."
Forhåbentlig bliver der opbakning til at gennemføre projektet. Det vil da alt andet lige være en anden måde at formidle historien på, som måske kan tiltrække nogle andre målgrupper end de gængse på det historiske område. Der har selvfølgelig været andre forsøg med at lave historiske computerspil, men de par stykker jeg har set, har fungeret lidt tungt og statisk. Med basis i Civilization åbner der sig nogle andre muligheder for at involvere spillerne mere direkte i historiens udvikling. Er der forresten nogen, der har kendskab til nogle rigtig gode eksempler på computerspil baseret på historie?