fredag den 31. august 2007

Social lokalhistorie-site på gang

Vel hjemkommet fra slægtsforskerdagene i Halmstad kan jeg melde om en ny og spændende website, som åbnes "under senhøsten 2007". Det er firmaet genline, der er i gang med at etablere to nye sites, hvor interesserede skal kunne uplode fotos, erindringer, gedcom-filer m.m.
Det bliver betalingsservices, men pris m.m. er endnu ikke afklaret. De hidtidige genealogisites af denne type har været rigtigt gode, MyHeritage kunne man ikke rette i (så den var ikke rigtigt social) og geni.com er slem: der er hverken gedcom-upload eller filter.

Jeg har skrevet lidt om tingene på min egen blog http://charlotteshj.wordpress.com og på www.genealogi.dk. Men det kan blive interessant at se, hvordan dette udvikler sig. Er der nogen her på bloggen der har kendskab til andre sociale kulturarvssites? Det kunne være sjovt at lave en lille inventering?

Ud til folket med lokalhistorien

Til møde forleden i Lokalhistorisk Netværk var der mange interessante ting omkring mulighederne for den lokalhistoriske formidling oppe at vende. Vi diskuterede bl.a. mulighederne for forskellige samarbejdspartnere. En arkivar var blevet kontaktet af en lokal geocaching-forening (dem der laver gps-skattejagter), om de i foreningen og i de poster, der ligger ude i landskabet måtte bruge nogle lokalhistoriske historier fra arkivet. Måske var sådan noget som geocaching (der er i god vækst) et godt sted at få lokalhistorien ud i landskabet, hvor det er relevant. Eller hvad med et samarbejde med ejendomsmæglere, der (billigt) kan få den lokale historie på de huse, de har til salg, med i billedmaterialet på nettet - omvendt kunne arkivet og museet så få de professionelle fotografier af husene i byen (billigt) i retur. Eller hvad med et tættere samarbejde med turistforeninger om fælles lancering af kulturhistorie og turisme på nettet? Mulighederne er mange, og der kunne måske være en ide i at få lokalhistorien ud, der hvor folk er og efterspørger den - men hvor langt ud på "det kommercielle marked" er de kulturhistoriske institutioner interesserede i at gå? Eller har de nok i sig selv? Går det ud over fagligheden? Og er det en risiko, der er værd at tage?

onsdag den 15. august 2007

Slægtsforskning i nyt videnskabeligt lys

I dag på Berlingske.dk i artiklen "Hvor er du fra" er der et ret underholdende alternativ til den traditionelle slægtsforskning, hvor man normalt opsøger arkiver, biblioteker og museer.
Mine damer og herrer: Genetisk slægtsforskning
Jeg har godt hørt om det før, men nu lader det til at der er en stigende efterspørgsel for at få tjekket sin genetiske "stambog".
Artiklen beskriver nøje, hvorledes man kan finde sine aner via genetik - hvordan gener videreføres fra mænd og kvinder, samt hvilke pudsige betratninger, der har sat hele denne forskning igang.

Det lader til ABM-institutionerne skal finde sig nogle nye samarbejdspartnere, når det gælder slægtsforskning: Genlaboratorierne

Er industrihistorien bare lokalhistorie?

Lidt over halvvejs i industrikulturåret tænker jeg på, hvordan vi egentlig opfatter den industrielle lokalhistorie? Er byens og egnens fabrikker andet og mere end blot arbejdspladser og forureningskilder? Eller er de en brik i en større og bredere historie?

Jeg har set et par danske museers industriudstillinger og synsvinklen var i høj grad den lokale. Til gengæld har jeg opdaget, at i flere af vores nabolande tænker man industrihistorien ind i en europæisk sammenhæng.

Rjukan i Norge arbejder på at få hele byen og dens omfattende industrimiljøer på Unescos verdensarvsliste – ligesom søsterbyen Røros allerede er det. Kommune, museumsvæsen og turistaktører arbejder sammen om en fælles udviklingsplan, så området i de kommende år skal løftes til en standard der kan berettige til den verdensarvs-turisme, man mener vil kunne tiltrækkes. Udover at udløse nogle tilskudskroner, er planen et vigtigt skridt i en mental proces, hvor det lokale løftes til national kulturarv – og i dette tilfælde ovenikøbet til en del af den europæiske, storpolitiske historie.

I Tyskland, Holland og England er der dannet et industrihistorisk netværk, der sætter fokus på enkelte, lokale virksomheders rolle i den fælleseuropæiske historie. Man kan på netværkets website http://www.erih.net/ finde industrimindesmærker i de tre lande og ligefrem tilrettelægge sin egen rute imellem dem. Så hvis man f.eks. vil på sporet at tekstilindustriens eller arbejderboligernes historie i Europa, kan man klikke sig vej til de steder, der er værd at se. Alle deltagerne i netværket udgør anchor points – altså knudepunkter – som hver for sig er lokale seværdigheder, men samtidig et led i en internationale historie. Hvis man for eksempel besøger museet på skiferværket i den lille by Llanberis i det nordvestlige Wales, bliver det tydeligt, at nok var værket en arbejdsplads i lokalsamfundet, men samtidig leverandør af brolægning til Europas metropoler og tagplader til deres katedraler!

Har vi den samme bevidsthed om vores industris internationale betydning herhjemme, eller er industrihistorien "bare" lokalhistorie?

tirsdag den 14. august 2007

23ting - leg dig til viden om ny teknologi

Randers Bibliotek har sammen med København og Herning lavet et rigtig interessant tiltag for at udbrede kendskabet til alle de ting, der er en del af web2.0-teknologi-snakken. De har samlet 23 ting, der spænder fra weblogs over Flickr til mail, messenger og Second Life og meget andet godt. 23ting-projektet er bygget sådan op, at alle medarbejdere kan være med og lege sig frem til konkrete erfaringer om disse 23ting. Til hver ting er der beskrivelser, fremgangsmåde, konkrete opgaver, links mm. Nu er de så begyndt at udbyde temadage om deres projekt. Temadagene er kun for bibliotekarer, men beskrivelserne af de 23ting og projektets forløb er åbent for alle og kan findes på http://23ting-program.blogspot.com/. Så måske kunne man lade sig inspirere der. Jeg synes, det er en meget konkret og brugervenlig måde at introducere til ny teknologi på. Ideen kunne sagtens overføres til andre brancher eller bare afprøves for ens egen skyld.