onsdag den 4. juli 2007

Ophavsret og nye medier

På CW´s blog om wikis ligger der i øjeblikket et interessant indlæg om ophavsret og nye medier, foranlediget af mitkbh.dk´s samarbejde med Google. Det er virkelig et vanskeligt felt at bevæge sig i, ikke mindst i forhold til den konkrete sag. Netop for mange arkiver, som fx ofte har store mængder billeder, kan feltet være relevant at udforske.

På den ene side gælder det jo om at tilgængeliggøre materiale, og efter min mening gerne på en måde så andre kan bruge dem til mash-ups og lignende. Men på den anden side er der altid en vanskelig gråzone eller et krydsfelt i forhold til den kommercielle verden, når nogen begynder at tjene penge og andre ikke gør. Er det ok at en site fx indirekte bruger den værdi, jeg som privatperson har skabt gennem indlæg, til at opnå gode annonceringsaftaler eller samarbejder? Er det ok, hvis jeg - i mit virke som offentligt ansat kulturarvsarbejder - skaber værdi på mit arbejde og dette indgår i "noget kommercielt"? Og hvis det nu ikke er OK, hvad er så alternativet?

Er det nok at et socialt medie bruger CreativeCommons licenser, som egentlig kræver rettighedshaverens samtykke før kommerciel udnyttelse. I den aktuelle sammenhæng fra mitkbh.dk (som i parentes er en strålende site) kan man - også efter bloggerens mening - diskutere om løsningen Google/mitkbh.dk er løst på en hensigtsmæssig måde. Hele feltet omkring ejerskab og videreudnyttelse er (desværre) noget man også bliver nødt til at forholde sig til i de sociale mediers fagre nye verden.

Ingen kommentarer: